Træf 2003 på Dorthealyst, Vestsjælland

Se flere billeder fra Træf 2003 her

Efter at have læst de mange fine landsbedømmelser af vædderlam var det med spænding, vi spændte campingvognen efter bilen og drog til Sjælland Vi tog ingen vædderlam med selv, fordi vi kunne se , at konkurrencen var for hård til vores egne bedømmelser. Vi blev da heller ikke skuffede over arrangementet og udover en dejlig miniferie, så vi den flotteste mønstring og fik det dejligste samvær i mands minde.

Først og fremmest vil vi dog sende en tak til klub Vestsjælland for deres store indsats,  - de fortjener al den ros de har fået og mere til.

Det var i høj grad et gennemført godt arrangement, hvor alt klappede som det skulle, og hvor tiderne blev overholdt. Arealer og lokaler/hal var perfekte, maden var i top og vejret havde de også sørget for, - var godt. Vi der boede i camping fik en dejlig udsigtsplads, hvor det var nogenlunde nemt at finde hjem efter festen.

Man gik lige på og hårdt med kropsbedømmelserne. Vi undervurderer ikke den betydning Bent Christensen har haft for udviklingen af det Gotlandske Pelsfår i Danmark. Han slår virkelig ned, når hen ser en skavank med betydning for avlen og den blå bog kommer straks ned i en svag ryg. Bent har betydet enormt meget for avlen af Gotlandske Pelsfår, idet har fået sat et flot solidt stativ under den pæne pels. Avlerne forstår hans lune hentydninger og går åbenbart hjem og vil rette sig efter dem og de mere solide anvisninger. Bents målbevidste dommergerning har også resulteret i alle de gode resultater, der er opnået på så at sige alle landets skuer i det sidste par år. Vi håber, at Bent vil få mulighed for at vejlede os avlere af Gotlandske Pelsfår i mange år fremover. Hans slutbemærkninger var, at han aldrig tidligere havde bedømt  og været præsenteret for en så ensartet god standard af Gotlandske Pelsfår hvor 2 fik 24 point og resten var delt mellem 23 og 22 point, - ingen under!

Ringkulturen kan forbedres til alles fordel!

Man ser erfarne avlere trække deres dyr flere pladser ned ved mangelfuld forståelse af ringkulturen, der for enkeltes vedkommende må være på grænsen af, at dommeren over hovedet kan bedømme deres dyr, fordi de ikke præsenteres ordentligt, så man kan se krop og bevægelse i en helhed. Vi synes, at alle bør gøre mere for præsentere dyrene bedre for dommeren og publikum ved at lære sig selv og deres dyr en bedre ringkultur. Vi foreslår derfor:

1.  at man træner sine dyr i at bevæge sig frit og uhæmmet i træktov. Det tager ca. 5 træningsture à 10 minutter.

2.  at man sørger for selv at udvide ringen når man går, så ens eget dyr får mere plads foran til en fri uhæmmet gang og bevægelse. Hvis man dermed øger afstanden til det foran gående dyr vil ens eget pr. instinkt søge at følge efter og trække lidt. Det strammer ryggen og giver en god energisk bevægelse.

3.  at man koncentrerer sig om dyret, selv om man står og venter længe. Man får kun et splitsekund af en dommers tid, og da er det vigtigt at præsentere sit dyr så positivt som muligt. Man ofrer gerne en mindre formue på at komme til træf og så sætter man meget til ved at stå uden opmærksomheden henvendt på dyret, fordi det evt. er vigtigere at stå og snakke med sidemanden.

4.  at man skal være opmærksom på holdning og stilling hele tiden og med små bevægelser flytte dyret i en gunstig (ben) position. Læg mærke til Bents små spark til benene og ikke mindst, hvorfor han gør det.

5.  at man støtter dyret med sin egen attitude og ikke som man somme tider kan se, en trækker, der med et ”hvorfor-er-jeg-så-langt-nede-i-rækken-udtryk”, bare vandrer uinteresseret rundt. Ok, det er ikke trækkeren, der skal bedømmes, og bliver det heller ikke, men han/hun skal støtte sit dyr så hele ekvipagen har en god energisk udstråling.

Efter en god veldisponeret frokost var der en mycket nogran pelsbedømmelse med Margaretha ? som dommer, assisteret af den kyndige Per Henriksen. På pelssiden har Margaretha været guru i mange år og haft en afgørende betydning for udviklingen af det Gotlandske Pelsfår i Danmark. Det er en gave til os avlere, at vi fortsat kan trække på denne enestående kapacitet og personlighed fra Sverige.

Dyrene (42 stk.) blev groft opdelt i tre grupper, hvorefter hvert dyr blev omhyggeligt mønstret og placeret. Hele arbejdet varede ca. 2 timer. Det blev et flot resultat. På fløjpladsen stod 2 væddere en lys og en mørk (sort), der begge fik toppoint (30 point).De øvrige fik selvfølgelig færre point, men Margaretha var særdeles tilfreds med dyrenes kvalitet og sagde, at det var det flotteste hold  væddere, hun havde set til bedømmelse i Danmark.

Festen lørdag aften var som sædvanlig hyggelig med god mad, underholdning, musik, dans og en masse god fåresnak, der holdt de fleste vågne til langt over normal sengetid.

Søndag formiddag var der skindbedømmelse hvor Magaretha forklarede, hvorfor hun havde bedømt de pågældende plaid- og pelsskind som de bedste. Derefter gav hun også sine meninger om andre skind, og publikum valgte et plaidskind som det bedste ud af 8 skind.

Derefter var der vædderauktion, som de fleste dyr på træffet var tilmeldt. Den bedste vædder gik for 7500 kr. De fleste af de tilmeldte væddere blev  solgt på auktionen, og priserne var absolut rimelige, både for sælgere og købere.

Der var nye medlemmer med til træffet, og det var dejligt at mærke og høre, at  de gamle medlemmer tog sig tid til at forklare dem, hvad tingene går ud på ved bedømmelserne på vores træf .

Søndag morgen var vi nogle hold, der var på godset og se Marianne Seidenfadens pileværksted. Hun forklarede os, hvordan hun arbejdende med den hest (i fuld størrelse) hun er i gang med, og vi så også mange andre flotte piledyr, hun havde lavet.

Efter en dejlig frokost drog vi hjem med en god oplevelse af endnu et vellykket træf i smukke omgivelser og gode venners lag.

Birte & Bjarne
Damsbro Gotlam

Se artikel og billeder fra Træf 2002 på Fanø


Dorthealyst, Vestsjælland


Elefant flettet af pil


Eksteriørbedømmelse


Bent C. i gang med eksteriørbedømmelsen


Årets kropsvædder


Pelsbedømmelse


Pelsbedømmelse (fløjen)


Årets bedste vædder (samlet)


Årets bedste nedklippede


Lige før vædderaktionen


Årets bedste vædder (som helhed) på auktion